Udvikling af byen og forskønnelse af gadekæret
Kære alle i Særslev
Det er med stor glæde, at Særslev Lokalråd kan fortælle, at Nordfyns Kommune har imødekommet vores ansøgning om midler til forskønnelse og udvikling af Særslev.
Projektet omfatter blandt andet udvikling af stiforbindelser, byporte, opholdssteder samt oprensning og forskønnelse af området omkring gadekæret. Målet er at skabe endnu bedre rammer for natur, fællesskab og rekreative oplevelser – et sted hvor både nuværende og kommende generationer kan nyde det gode liv på landet med højt til loftet, frisk luft, nærvær og livsglæde.
Ansøgningen blev indsendt i foråret 2024 efter et længere forarbejde, og vi er derfor meget glade for, at projektet nu er kommet et vigtigt skridt videre.
I løbet af sommeren bliver Lokalrådet indkaldt til møde med kommunens administration og rådgivere for at arbejde videre med de konkrete planer. Herefter skal projektet behandles og godkendes i Teknik- og Miljøudvalget samt endeligt godkendes af Kommunalbestyrelsen.
Vi vil løbende holde jer orienteret om udviklingen, og når den endelige plan foreligger, vil der blive afholdt et borgermøde, hvor alle interesserede får mulighed for at se projektet og komme med input.
Visionen for gadekæret
En arbejdsgruppe under Særslev Lokalråd arbejder i øjeblikket sammen med en landskabsarkitekt om at udvikle området omkring gadekæret.
Visionen er at skabe et attraktivt samlingssted til glæde for hele byen, hvor natur, fællesskab og oplevelser går hånd i hånd. Som en del af projektet skal gadekæret oprenses, så det igen kan fremstå som et smukt og naturligt midtpunkt i byen.
Området foreslås blandt andet indrettet med:
- En grusbelagt sti hele vejen rundt om gadekæret
- Diskret belysning langs stien
- Bålhytte som samlingspunkt for fællesskab og aktiviteter
- Sheltere til overnatning og naturoplevelser
- Borde og bænke til ophold og hyggelige stunder
- Ny beplantning med træer, buske, stauder og blomsterløg, som understøtter biodiversiteten og samtidig kræver begrænset vedligeholdelse
- På den eksisterende ø i gadekæret er det tanken at etablere et vartegn eller kunstværk, som kan blive et særligt kendetegn for området. Den endelige udformning er endnu ikke fastlagt og idéer er meget velkomne.
- Landskabsarkitekten arbejder i øjeblikket med de sidste detaljer omkring beplantning, inventar og områdets indretning. Den samlede plan forventes fremlagt på et informationsmøde, hvorefter næste fase bliver oprensning af gadekæret og ansøgning om de nødvendige midler til gennemførelse af projektet.
- Vi glæder os til at dele de kommende planer med jer og til sammen at skabe et endnu smukkere og mere levende samlingspunkt i Særslev.
Lokalt beredskab og stærke fællesskaber
Samtidig arbejder vi med at forberede en lokal beredskabsplan for Særslev. Formålet er at styrke vores lokalsamfunds robusthed og sammenhold i tilfælde af eksempelvis strømsvigt, oversvømmelser, storme eller andre krisesituationer.
Et stærkt lokalt fællesskab kan gøre en stor forskel, når der opstår udfordringer, og derfor er det vigtigt, at vi som borgere bliver en aktiv del af arbejdet. Når kommunen har udarbejdet de overordnede rammer for lokalrådenes arbejde med beredskab, vil vi naturligvis invitere til dialog og involvering.
Følg med her hvor vi løbende offentliggør datoer for møder og ny information om både gadekæret, byudviklingen og beredskabsarbejdet.
På vegne af Særslev Lokalråd
Tak for jeres engagement og opbakning til udviklingen af vores by.





